Vedtægter

Vedtægter for
Strandhuse Nr. Bjert Vandværk.
Birkemosevej 87, Eltang
6000 Kolding

Navn og hjemsted
 § 1

Selskabet er et andelsselskab. Stiftet den 28. maj 1934.
 Hjemsted: Strandhuse Nr. Bjert, Kolding Kommune.

Formål
 § 2

Selskabets formål er i overensstemmelse med den til enhver tid gældende vand-forsyningslov og det for vandværket fastsatte regulativ at forsyne ejendomme inden for vandværkets forsyningsområde med godt og tilstrækkeligt vand til lavest mulige driftsbidrag, som foruden driftsomkostninger skal dække forsvarlige afskrivninger af anlæg og rimelige henlæggelser til fornyelser og nødvendige udvidelser, samt at varetage medlemmernes fælles interesser i vandforsynings spørgsmål samt deraf afledte forhold.

Medlemmer
 § 3

Selskabets forbruger er boligtager/virksomheder – indenfor vandværkets forsyningsområde – som har betalt anlægsbidrag i henhold til regulativet eller har overtaget en ejendom/bolig, hvis tidligere bruger ved overtagelsen var medlem af selskabet.
 Selskabets forbruger tildeles et forbrugernr.

Medlemmernes rettigheder
 § 4

Selskabets medlemmer har ret til at blive forsynet med vand på de i regulativet fastsatte betingelser. Ved indmeldelse oplyses, at vedtægter, regulativ og gældende takstblad kan ses på vandværkets hjemmeside: www.snbv.dk

Medlemmernes forpligtelser og hæftelser i øvrigt
 § 5

Medlemmer hæfter personligt og solidarisk med et beløb svarende til det hovedanlægsbidrag, der er gældende på det tidspunkt, et krav gøres gældende ved domstolene.

Ethvert medlem indtræder med alle de rettigheder og forpligtelser, der fremgår af vandværkets regulativ og takstblad – herunder betaling af anlægsbidrag, samt af nærværende vedtægter.

Ethvert medlem er ansvarlig for sine eventuelle lejere.

Såfremt et medlem overdrager sin ejendom, er medlemmet – ved dødsfald medlemmets bo – forpligtet til at drage omsorg for, at den nye ejer indtræder i medlemmets forpligtelser over for selskabet. Når selskabet modtager meddelelse om ejerskifte, ophører medlemmets rettigheder og forpligtelser over for selskabet.

Selskabet kan over for nye medlemmer betinge sig en deklaration, tinglyst pantstiftende, på ejendommen til sikkerhed for betaling af anlægs- og driftsbidrag.

Udtræden af selskabet
 § 6

Udtræden af selskabet kan ske ved grundens ophør som selv­stændigt matrikelnum­mer, eller hvis ejendommen overføres til andet forsynings­område.

Såfremt en grund ophører som selvstændigt matrikelnummer, afbrydes stikledningen fra forsyningsledningen, og medlemmet udtræder af selskabet.

Ved udtræden kan der ikke udbetales eller udloddes andel i selskabets formue, ligesom eventuelle omkostninger afholdes af medlemmet.

Levering til ikke-medlemmer (købere)
 § 7

Institutioner – som ifølge deres natur – eller ejere af enkelte ejendomme – som ifølge særlige omstændigheder – ikke kan være medlemmer, vil mod en af bestyrelsen fastsat afgift – kunne få leveret vand. Sådanne købere skal forpligte sig til at overholde vandværkets regulativ samt vedtægternes bestemmelser, bortset fra bestemmelsen om andelsret og hæftelse.

Det samme gælder distributionsforeninger/selskaber, der helt eller delvist dækker deres leveringspligt ved køb fra selskabet.

Bestyrelsen fastlægger i hvert enkelt tilfælde vilkårene for sådanne vandleverancer.

Generalforsamling
 § 8

Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned.

Indkaldelse til generalforsamlinger, såvel ordinære som ekstraordinære, sker med mindst 14 dages varsel ved annoncering i lokal avis og på hjemmesiden med angivelse af dagsorden.

Forslag skal for at kunne behandles på ordinær generalforsamling, afgives til bestyrelsen senest den 31. januar.

Typiske dagsordenspunkter på den ordinære generalforsamling vil være:

1. Valg af dirigent
 2. Bestyrelsens beretning
 3. Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse
 4. Budget for det/de kommende år forelægges til orientering
 5. Indkomne forslag
 6. Valg af medlemmer til bestyrelsen
 7. Valg af suppleanter til bestyrelsen
 8. Valg af Statsautoriseret revisorer
 9. Eventuelt

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 5% af medlemmerne fremsætter skriftlig forlangende herom til bestyrelsen, ledsaget af en skriftlig dagsorden.

I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes inden to måneder efter modtagelsen af den skriftlige begæring, og dagsordenen skal udsendes med indkaldelsen.

De på generalforsamlingen trufne beslutninger indføres i selskabets forhandlingspro­tokol, der underskrives af dirigenten.

Stemmeret og afstemninger
 § 9

Hvert forbrugernr., repræsenteret ved den registrerede beboer/bruger, har én stemme.

En forbruger kan afgive stemme ved skriftlig fuldmagt. En forbruger kan dog udover egen stemme kun afgive yderligere én stemme ved fuldmagt.

Dirigenten afgør afstemningsmetoden. Personfølsomme afstemninger skal være skriftlige. Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed.

Forslag til vedtægtsændringer kan kun vedtages, når mindst 2/3 af de stemme­beretti­ge­de er til stede, og når mindst 2/3 af disse stemmer for.

Er kun den anden af disse betingelser opfyldt, indkalder bestyrelsen til en eks­traordinær generalforsamling til afholdelse inden 2 måneder, på hvilken forslaget kan vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer, uanset antallet af fremmødte stemmeberetti­gede.

Bestyrelsen
 § 10

Selskabets bestyrelse består af 5 medlemmer, valgt blandt medlemmerne for 3 år ad gangen, idet der hvert år på den ordinære generalforsamling afgår skiftevis 2–1 og 2 medlemmer.

Herudover vælges hvert år mindst 1 suppleant, som ved afgang fra bestyrelsen tiltræder efter opnået stemmetal. Sådanne bestyrelsesmedlemmer indtræder i det afgåede medlems resterende valgperiode.

Genvalg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan finde sted.

Bestyrelsen konstituerer sig selv. Den er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne, herunder formand eller næstformand er til stede.
 Bestyrelsen kan til varetagelsen af den daglige drift ansætte fornødent personale og ligeledes afholde de efter dens skøn nødvendige udgifter til administration, reparation og vedligeholdelse.

Bestyrelsen har ansvar for regnskabsførelsen og opstiller årsregnskab og budget.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fører forhandlingsprotokol, der underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.

Bestyrelsen kan i tilfælde af vandspild og/eller overtrædelse af konkrete påbud pålægge overtræderen en særafgift, som skal fremgå af takstbladet.

Tegningsret
 § 11

Selskabet tegnes af formanden i forening med ét bestyrelsesmedlem.

Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom og ved låneoptagelse kræves dog hele bestyrelsens underskrift.

Bestyrelsen kan meddele prokura.

Regnskab
 § 12

Selskabets regnskabsår løber fra den 1. januar til den 31. december.

Det årlige overskud, der måtte fremkomme efter forsvarlige afskrivninger og henlæggelser, kan ikke udbetales til medlemmerne.

Revision af regnskaberne foretages af det generalforsamlingsvalgte Statsautoriseret Revisionsselskab.

Årsregnskabet underskrives af revisor og bestyrelsen.

Opløsning
 § 13

Opløsning kan kun besluttes, såfremt 3/4 af samtlige stemmeberettigede stemmer derfor. Dersom opløsningen vil kunne ske uden indskrænkning i forsynings­mulig­hederne, f.eks. ved fusion med et andet vandværk eller ved kommunal overtagelse, kan opløsningen dog besluttes efter de i § 9 angivne bestemmelser vedrørende vedtægtsændringer.

Den opløsende generalforsamling træffer afgørelse om eventuelle aktivers anvendelse.

Ikrafttræden
 § 14

Selskabets vedtægter er vedtaget på den konstituerende generalforsamling den 28. maj 1934 og ændret på senere generalforsamlinger.

Selskabets vedtægter er sidst ændret på generalforsamlingen den 19. marts 2014 og endelig vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 22. maj 2014.